Vores kernefortælling
Velkommen til et grænselandsgymnasium
På Tønder Gymnasium ligger det dybt i vores DNA at møde verden med åbenhed. Med marsken som vores nabo og grænsen som underbo er vi en skole, der spejder langt ud over horisonten – og ser mulighederne.
Som et grænselandsgymnasium, oprettet under genforeningen i 1920, bærer vi på en rig historisk arv, der i dag er grundlaget for vores mangfoldige tilgang til verden. Den centrale placering i hjertet af Tønder gør, at vi er et naturligt samlingspunkt for vores store opland, og herfra møder vi verden og hinanden med åbne, engagerende og fællesskabende sind.
Vores fællesskab er stærkt.
Årgang efter årgang opretholder vi en kultur, hvor alle har lige muligheder, og hvor det er en naturlig del af hverdagen at engagere sig i hinanden på tværs af sprog, interesser og forudsætninger. Uanset om man spiller musik eller fodbold, er lokal eller pendler, har ordblindhed eller skriveblokade, vil man på Tønder Gymnasium møde perspektiver og mennesker, der til sammen er med til at danne det fundament, man som menneske tager med sig ud i fremtiden – elever såvel som lærere.
Den åbne tilgang til hinanden værner vi om, fordi det er vigtigt for os at være mere end bare et sted, der uddanner dygtige elever.
Som gymnasium er det en naturlig præmis at flytte faglighed til næste niveau, men vores drivkraft er først og fremmest at flytte mennesker.
Faktisk tror vi på, at den tilgang er kerneårsagen til, at vi også kan uddanne dygtige elever. Vores undervisning bygger på faglige traditioner kombineret med nytænkende tilgange. I vores eksperimenterende undervisningsmiljø styrker vi elevernes læring og engagement i verden, når vi samarbejder med lokale virksomheder, frivillige foreninger og organisationer om læringsprojekter.
Som lokalforankret gymnasium ved vi, hvor vigtig en stærk forbindelse til nærområdet er. Derfor lægger vi os i selen for at uddanne og inspirere unge til at engagere sig i verden omkring dem.
Vores elever deltager aktivt i samfundet og den offentlige debat – både lokalt og globalt. Gæster, fra lokale borgere til internationale besøgende, besøger med jævne mellemrum vores skole, og vi er stolte af at være et sted, hvor traditioner møder fremsyn.